Som mand og kommende far vil man jo så gerne hjælpe. Være nyttig. Hvis det så samtidig er en fødsel der trækker ud, og tager adskillige timer, og måske endda dage, så kan det til sidst være svært at være i mandens sko.

Man kan sagtens have nogle ideer om hvordan en fødsel er. Man har set i amerikanske film at manden er med for at holde en kold klud på panden, og hjælpe med at holde benene i pressefasen. Faren skal massere den ømme ryg, hente isvand og gøre sig nyttig og heppe.
Truth be told…90% af alle fødende kvinder, vil egentlig helst have at manden holder sig helt i baggrunden, og holder sin mund.

Når man ligger og er igang med den største fysiske pragtpræstation nogensinde, så har man absolut ikke lyst til at skulle tage stilling til om vandet skal være med knust is eller isterninger. Om kluden er for kold eller for varm. Om massagen er for blid, det rigtige sted, for hård. Om han holder benet rigtigt, om det skal højere op, mere til siden eller, eller, eller….

I skal bare være der. Tilstede. Men I skal helst tie stille imens. Ikke stille for mange spørgsmål, og ikke heppe, lave pusteøvelser, tælle med når man presser og alle mulige andre finurlige ting, der til dagligt (og givetvis også efterfølgende) ville være virkelig sødt. Det er det bare ikke når vi føder.

Når det så er sagt, så er vi kun sure og irriteret over det imens vi føder. Og hvis vi snerrer og bider af jer, så er det altså bare derfor.
Så snart efterkommeren er ude, så synes vi faktisk det var rigtig dejligt I var med, at I involverede jer og at I var så engageret.