Foto: Rheindun

 

Ditte er mor til Marius på 5 år og Frede på 12 uger. Hun er nummer to i rækken af fødselsberetninger her på siden, blogger til dagligt på www.dittek.nu og vil indimellem forfatte indlæg på Viharbørn.dk. Den første fødselsberetning på siden kan læses her.

 

Den 10. april, fire dage før min termin, havde jeg et jordemoderbesøg, som jeg på ingen måde havde intentioner om at nå. Jeg ville naturligvis have født inden… Forkert. Jeg var mod al forventning stadig temmelig gravid og drog lettere slukøret afsted sammen med min kæreste Mikkel. Hun skønnede ham (altså babyen) til at veje 3800 gram, og da jeg ikke er noget overvældende stort menneske, var jeg ret klar på, at han så at komme ud og afsted, inden han sådan for alvor voksede sig kæmpe.

Dagene gik, og det var ikke fedt at være tyk længere. Jeg havde et par okay timer midt på dagen, hvor mit eneste projekt var sofa, søvn og serier, men udover det gjorde det ondt, smadrede min nattesøvn og min ryg og gjorde mig utålmodig, opgivende og en mild form for desperat. Gravide kvinder er hverken særligt flatterende eller venlige omkring termin (og slet ikke efter). På terminsdatoen var der stadig ingen baby, og jeg begyndte (en anelse utålmodigt, bevares) at forberede mig selv på, at han nok bare blev derinde for evigt, og at jeg ligeså godt kunne vænne mig til at dele bug med et lille menneske, som lossede mig ufortrødent i blæreren og spillede xylofon på mine ribben.

Den 15. april kom og gik ligeledes uden at bringe så meget som én eneste baby med sig, og omkring midnat begyndte jeg at gøre mig klar til at gå skuffet i seng. Babyen havde heldigvis andre planer.

På badeværelset, kl. 00.00, begyndte det at nive lidt, men jeg tillagde det ikke yderligere værdi, da min krop havde skabt sig af og til i ugerne forinden, uden det havde ført andet end søvnløshed og frustrationer med sig. Jeg vandrede lidt rundt og placerede mig så i brusekabinen, hvor jeg stod under vandet et stykke tid. Og så begyndte jeg at fatte, at noget var under opsejling.

Jeg delagtiggjorde Mikkel i sagens alvor omkring kl. 01.00 og sagde, at jeg vistnok havde veer, og han fik klaret de sidste praktiske ting herhjemme, mens jeg gik i karbad. Veerne begyndte så småt at tage til, så jeg tumlede ind i seng omkring kl. 01.30 for at tage tid på min ve-app (ja, sådan én findes), og de varede 1-2 minutter med 2-4 minutters interval, hvorfor Mikkel mente, vi burde ringe til fødegangen (klogt træk). Jeg lå stille i sengen og sagde ingenting, mens jeg fokuserede på at koncentrere mig om den vejrtrækning, jeg ingenlunde havde fået læst op på. Overhovedet. Mikkel fik ringet til jordemoderen, som naturligvis ville tale med mig, og jeg fik svaret med min allervenligste stemme at ja, jeg havde veer og nej, jeg var ikke i tvivl, og jeg fik så besked på, at vi bare skulle komme derind.

Der gik lidt tid med at få skruet mit overarbejdende korpus i noget tøj og derefter i bilen, men kl. 02.15 var vi pakket og klar til afgang. Mikkel koncentrerede sig om at navigere udenom vejens grimmeste bump og kloakdæksler og samtidig komme fremad i en rimelig fart. Need I say, at sådan en halvstresset biltur og veer med smæk på, ikke går ret godt hånd i hånd? Jeg er dog ikke typen, der råber og skriger (eller snakker), når jeg har ondt, så turen forløb stort set i stilhed med undtagelse af lidt mumlen omkring parkeringsplads og et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle bruge en kørestol. Det skulle jeg ikke. Til gengæld havde elevatorturen til 3. sal (hvem placerer en fødegang dér?) aldrig før taget så lang tid.

Klokken 02.30 var vi på fødegangen og fik tildelt en stue, hvor vi blev bedt om at vente på en jordemoder, fordi de (sjovt nok) havde latterligt travlt. Mikkel og jeg sad på en briks og ventede, mens forskelligt personale skiftedes om forvirret at stikke hovedet ind og gå igen. Efter tyve minutters tid med meget få ve-pauser bad jeg Mikkel om at finde en jordemoder, fordi jeg havde en mærkelig (men rigtig) fornemmelse af, at jeg nærmede mig et sted i forløbet, som ville være udfordrende at tackle uden at få en kyndigs besyv med på vejen. Der kom endelig en jordemoder, som egentlig bare ville sige, at hun nok lige skulle hente hende, som tilhørte os. Men vi havde altså ingen, der tilhørte os, så sidsttilkomne jordemoder tog en hurtig beslutning om at træde til i stedet og heldigvis for det. Hun var skidesød og kompetent, og dér i nattetimerne med let dæmpet belysning blev det hele lidt mere zen-agtigt, end hvad man ellers ville forvente af en fødsel.

Efter en halv time på fødegangen, omkring kl. 03.00, konstaterede hun hurtigt, at jeg var omkring 7 (syv!) cm inde i processen, og hvis jeg ville nå i vand, som jeg var under min første fødsel, havde vi travlt med at få fyldt karret. Der var naturligvis en del problemer med at få sluttet vandslangen til, men det lykkedes efter en rum tid og en lille smule stress. Jeg slog mig ned i en lænestol ved siden af Mikkel, mens vi ventede, og midt i alt sit overskud fik jordemoderen fikset et glas vand til mig og et par kopper kaffe til Mikkel. Jeg tog et par sug i masken med lattergas, og omkring kl. 03.40 dumpede jeg ned i vandet, der stadig kun nåede mig til midt på skinnebenene. Der var kun os tre på stuen, stadig dæmpet belysning og en helt speciel ro til trods for fødslens tempo. Jeg blev undersøgt en sidste gang og var nu fremme ved de 10 cm. Vandet gik kl. 04.00, presseveerne indtraf og efter tre af slagsen, kiggede den fineste, lille lillebror på mig med store, undrende øjne og blev lagt i mine arme kl. 04.13. Jeg rykkede over på briksen med ham i favnen. Han var helt fantastisk, fedtet og fin.

Fra vi ankom til fødegangen, til lillebror var født, gik en time og tre kvarter, og det var langt mere roligt og ukompliceret, end jeg troede en fødsel, som tog 4 timer fra første, spæde ve, nogensinde kunne være. Alle skrækscenarierne ved hurtige fødsler, folk (så venligt) havde fortalt mig og min gravide mave om, blev manet fuldstændig i jorden. Lige på nær en mundfuld lattergas slap jeg udenom smertelindring og undgik skrækkelige skrig, syninger og sugekopper.

Lillebror fik serveret mælk og vi ristet brød med flag, mens vi skiftedes til smilende at glo på hinanden. Efter en times tid påpegede jordemoderen, at vi altså godt måtte tage billeder nu, hvilket vi begge havde glemt, fordi vi havde for travlt med at være til stede. Det er sgu da egentlig meget fedt – Altså, hvor tit sker den slags lige?

Jeg var forholdsvis flyvende ovenpå den præstation og det følelsesregister, jeg netop var løbet igennem, fyldt med lettelse og ikke mindst lykke over nu at være mor til de to bedste drenge i verden.

FredeFoto: Ditte’s Instagram @dittekirk