På Viharbørn.dk vil vi bestræbe os på hele tiden at bringe nye og spændende vinkler på emner. Vi har derfor valgt at alliere os med nogle forældre, som vi finder rigtig interessante af den ene eller den anden årsag.

Den første I skal hilse på er Julie. Julie er 29 år og mor til 2 drenge, Malthe på knap 6 og Viktor på 3,5. Julie har selv en blog, www.smallpieces.dk, hvor hun i mange år har delt stort og småt fra familielivet.
Sidste år blev det mere stort end småt. Julie blev nemlig pludselig syg. Alvorligt syg.
Vi har spurgt hende om nogle spørgsmål, i forhold til at have en livstruende sygdom, samtidig med man skal fungere som mor.

DSC_0810-2
Fortæl os lidt om dit sidste år?

Det hele startede med nogle pletblødninger i slutningen af februar og marts. Der blev ved og ved. Jeg har PCOs så jeg har aldrig helt kunnet regne med min krop og mine menstruationer. Men da det fortsatte i 3 uger, blev jeg alligevel bekymret.
Jeg havde sidst i januar været indlagt, pga. smerter i maven – og havde i samme forbindelse oplyst dem om at jeg havde haft 2 menstruationer inden for de sidste 3 uger. Jeg blev både CT scannet, og fik lavet 2 underlivsundersøgelser. Jeg var derfor ret fortrøstningsfuld. Det kunne jo ikke være noget alvorligt, vel? Jeg var jo lige blevet tjekket.

Jeg var ved lægen, og insisterede på de sendte mig til en udvidet undersøgelse. Efter 3 uger blev jeg indkaldt til denne. Lægen der undersøgte mig var fra første øjekast ret alvorlig. Hun vidste godt hvad det var – hun sagde det ikke direkte, men hun sagde det mellem linjerne.
Jeg vidste også godt hvad det var. Jeg havde nemlig googlet nettet tyndt med søgetermen ‘livmoderhalskræft symptomer’ – alt passede. Min mor har haft samme sygdom for 20 år siden, og inderst inde, tror jeg også hun vidste hvad der var på spil.

Lægen tog prøver – og fortalte mig at jeg nok ikke ville få svar før efter weekenden. Vi havde onsdag. Det ville blive en lang weekend. Hun sendte os ud af døren med et ‘vi kan ikke med garanti sige hvor slemt det er, men du skal i hvert fald forvente at få din livmoder fjernet’.

2 dage senere ringede hun. Det var fredag, og hun havde rykket efter et hurtigt svar. Det var kræft. Mine oplysninger var sendt videre, og jeg ville blive kontaktet af Aalborg sygehus.

Det gjorde jeg 1 time senere, og allerede om mandagen startede diverse undersøgelser. 2 uger efter startede jeg i kemo- og strålebehandling. 7 ugers intenst behandling. 25 gange strålebehandling, hver dag i 5 uger. 1 ugentlig gang kemo i 6 uger og 2 indvendige strålebehandlinger á 22 timer.

6 måneder efter var jeg rask.

Hvilke udfordringer og bekymringer var der i forhold til børnene?

For mit eget vedkommende var det svært at kapere de tanker om hvad der kunne ske. Jeg gik i en eller anden form for ‘survival-mode’.
Jeg tror mere min mand spekulerede enormt meget over tingene. Hvad skulle han gøre alene med 2 små børn, hvis jeg forlod dem. Hvordan skulle han løfte den opgave.
Der var en del logistiske udfordringer. Det har altid været mig der afleverede og hentede børnene. Så da jeg lige pludselig dagligt skulle på sygehuset og have behandling, gav det nogle udfordringer.

Jacobs forældre bor heldigvis overfor os – de hjalp en del med ungerne. Min mor tog flere ugers ferie, og havde ungerne hos hende på Sjælland, eller var heroppe og klarede alle de daglige gøremål, som at tage sig af børnene, handle ind og alt det jeg ikke lige magtede.

Sidst var der Jacob. Han holdt selvbetalt ferie i 6 uger, for at være med så meget han kunne. Det var virkelig guld værd.

Hvor meget fortalte I børnene?

Kort inden jeg selv blev syg, havde jeg talt med Malthe om min farfar, der var dødeligt syg af kræft. Jeg havde fortalt ham hvad det var, og at oldefar ville dø af den her kræft.
1 måned efter havde jeg selv samme sygdom. Heldigvis forsikrede min lille kloge dreng mig om at ‘kræft er noget man kan dø af. Men ikke din kræft mor’. Og så var det vedtaget.

Vi talte ikke meget om det – men vi svarede når han spurgte, og vi stod ikke og hviskede om det i hjørnet. Jeg tror det er ret vigtigt at man er åben om det. De forestiller sig alle mulige grimme ting, hvis man snakker bag ryggen på dem.

Den lille var for lille til at forstå det. 2,5 år på det tidspunkt – så han fik ikke rigtig noget at vide.

Hvordan påvirkede det dem?

Lige til at starte med talte vi faktisk om at det var dejligt de tog så let på det. Al den tid jeg var i behandling var der faktisk ikke nogle reaktioner fra dem. De levede som om alt var normalt. På en eller anden måde tilpassede de sig det hele. Når jeg havde fået kemo og var dårlig, lå jeg helst i sengen. Så kom de med hver deres iPad og puttede sammen med mig. De affandt sig med at det var sådan vi kunne være sammen lige nu – og det var dejligt.

Vi har tit talt om at det var pudsigt at ingen af dem var bare tæt på at være sløje, mens jeg var i behandling.
De er ret morsyge når de selv er syge – måske deres små kroppe tænkte at det ikke var tiden lige nu, at der var andet i familien at tænke på.


Efter du er blevet rask, har der da været nogle efterreaktioner. Både fra jeres, men også børnenes side?

Under behandlingen var der absolut intet at mærke på dem.
Men da jeg igen begyndte at komme til hægterne, kom reaktionerne.

Den store blev i en periode meget ked af det. Der skulle intet til før hans verden ramlede sammen. Han græd som pisket, og han kunne finde på at sige ting som ‘så går jeg ud på vejen og bliver kørt over’, ‘jeg vil gerne dø’ og andet i den dur. Det var ikke ret sjovt, og vi snakkede om hvorvidt vi skulle tale med en børnepsykolog.

Børnehaven berettede at alt var helt normalt når de var der. Der var intet at mærke – og det var faktisk kun overfor mig Malthe reagerede sådan, og sagde de ting. Han sagde det aldrig til Jacob. Så vi er ret sikre på at det var fordi han måske alligevel havde savnet sin mor, det sidste halve år.

Den lille forstod stadig ikke ret meget. Men han havde alligevel hørt en del – og når han blev rasende på mig, sagde han til mig ‘så får du bare kræft i maven’.
Han anede ikke hvad han talte om. Så det var vist bare i rent raseri.

Jeg venter stadig lidt på min reaktion. Jeg har aldrig sat mig ned og brudt helt sammen. Aldrig synes at det var synd og uretfærdigt for mig. Det kan jeg se de fleste gør, når de får sådan en sygdom. Jeg kan ofte mærke, at hvis man begynder at gå lidt for tæt på, så presser tårerne sig på – men jeg har faktisk ikke haft nogle dage, heller ikke under behandlingen, hvor jeg bare synes det hele var dumt.

 

Hvis man vil læse flere af Julies tanker, under forløbet, har hun skrevet lidt undervejs, på sin egen blog. Find indlæggene om livmoderhalskræft her