Særligt sensitiv er en term der bliver brugt oftere og oftere af både forældre, sundhedfagligt personale og andre der har med børn at gøre.
Efterhånden har det måske også taget overhånd, det der med at give børn en diagnose. Derfor ser vi lidt nærmere på, hvad det egentlig vil sige at være særligt sensitiv.

Der findes en rigtig brugbar side, på dansk, der går i dybden med alt der omhandler særligt sensitive børn. Siden hedder sensitiv.dk og er absolut et besøg værd, hvis man har et særligt sensitivt barn.
De beskriver blandt andet også de kendetegn der er, ved et barn med ‘diagnosen’ særligt sensitiv.

  • særligt sensitive børn og unge er født med et nervesystem, der bearbejder indtryk med større dybde.

  • særligt sensitive børn og unge har en lavere tærskel for en høj arousal, dvs. at de hurtigere kommer “op i gear”, når de bliver stimuleret af omgivelserne. 

Men det er altså vigtigt, at man ikke kaster om sig med betegnelse. For de børn der rent faktisk er særligt sensitive er det en stor belastning for dagligdagen, både for dem, og for deres forældre.
Derfor kan det også godt skurre i mine ører når jeg hører forældre omtale deres barn som særligt sensitiv, uden at have den egentlige betegnelse fra en fagperson.

Det er faktisk lidt som kolik. Det er også enormt moderne at bruge denne betegnelse, så snart en baby er det mindste utilfreds.

Babyer er som alle os andre. De har behov der skal dækkes, bliver de ikke dækket tilfredsstillende, bliver de sure og tvære. Det kan man vel nok sætte sig ind i. Deres måde at vise det på, er ved at græde. Det betyder ikke nødvendigvis at de har kolik.
På samme måde med at være særligt sensitiv. Babyer kan også godt få nok. Uden at der er noget i vejen med dem. Præcis på samme måde som du måske ikke lige orker den der firmafrokost, eller at skulle ud blandt 20 nye mennesker og ‘være på’. Det betyder ikke nødvendigvis at de er særligt sensitive, hvis de siger fra overfor dette.

Voresboern.dk har lavet en rigtig fin ‘test’ – hvor du kan teste om dit barn er særligt sensitiv eller ej. Men husk på at det ikke er en klinisk test, og resultatet derfor kan afvige fra virkeligheden.

1. Har tidligt god og dyb øjenkontakt.
2. Får nemmere end andre babyer nok af øjenkontakt og har behov for pauser.
3. Har behov for tryghed og velkendte rutiner. Vil for eksempel ikke holdes af andre eller ‘gå på tur’ til familiefesten.
4. Bliver nemt påvirket af stemningen i familien. Bliver urolig, hvis mor er i dårligt humør, og tilfreds, når mor er glad.
5. Græder mindre end andre børn, når han er tilpas stimuleret – og mere end andre børn, når han er overstimuleret.
6. Bliver mere påvirket i nye situationer som mødregruppe, cafebesøg eller babysvømning end andre babyer.
7. Har svært ved at falde til ro, spise og sove, når der er sket meget, eller der er forandringer.
8. Er mere påvirket af varme, kulde, støj, sult, tørst, smerte, træthed, irriterende tøj eller en våd ble end andre børn.
9. Kan blive meget forskrækket eller ked af det over en høj stemme, støvsugeren eller en ny smagsoplevelse.
10. Kan være sværere at få passet af andre end mor og far, og start i vuggestue eller dagpleje kan være en udfordring.

Det anslås at cirka hvert 5. barn er særligt sensitiv. Nogle børn scorer selvfølgelig højere på skalaen end andre, men hvis dit barn viser tegn på at være ekstra sensitiv. Så er det vigtigt at du som forælder, imødekommer barnets behov, og hjælper det.

  • Lad med det samme være med at sammenligne dit barn med andres. Det er umuligt. Babyer og børn er præcis lige så forskellige som vi voksne er. Så det kommer du ingen vegne med. Nogle børn elsker salmesang og mødregruppe, dit barn gør måske ikke. Det er ok.
  • Jo mere du ved om emnet, jo bedre kan du hjælpe dit barn. Søg derfor al den viden du kan finde. Sensitiv.dk er et super godt sted at starte.
  • Når dit barn viser tegn på at være overstimuleret, er det vigtigt at du giver det en pause, helt uden indtryk. Man sensitive babyer kan godt lide at bliver viklet ind, og lagt, et sted hvor der er ro. Bare lige til at falde til ro. Eller sidde hos dig, i en vikle, uden udsyn, og bare falde til ro i helt vante og trygge omgivelser. Giv dit barn lov til det – og bed folk om at respektere dette.
  • Husk aldrig at bebrejde dit barn, hvis det ikke bryder sig om at være til den fødselsdag, du selv har glædet dig til i mange uger. Dit barn har ikke behov for lige så mange indtryk som dig. Det er vigtigt at respektere.