En engelsk undersøgelse har vist nogle ret spændende ting, som nye mødre ville ønske de havde vidst, inden de blev gravide, eller under graviditeten.

Undersøgelsen er lavet af den engelske babyklub C&G babyclub, og mere end 100 ny-udklækkede mødre har besvaret spørgeskemaet.

Da mødrene blev spurgt hvilke ting de især gerne ville have vidst, inden de blev gravide, var ting som;

  • vigtigheden af at slappe af, og bruge tid på dit parforhold og hobbyer mens tiden fortsat var til det. Når først babyerne kommer til, bliver alt dette tilsidesat.
  • hvor vigtigt det er at have et netværk, af andre nybagte forældre. Gode fora er også en mulighed – fx. findes der minmave.dk, hvor du kan tilmelde dig en gruppe, med andre der er i samme stadie som dig selv.
  • Hvor lang tid det ind imellem kan tage, for kroppen, at komme sig over en fødsel.
  • at der findes langt flere graviditetssymptomer, end de gængse man altid hører om. Det er ikke fordi man er unormal.

Når mødrene bliver spurgt hvilket råd de ville give, til en anden kommende mor, svarer de typisk;

  • Slap mere af. Babyer vil gøre, hvad babyer gør. Du behøver ikke læse hver eneste bog, for at blive mor. Som med alt andet, kommer det helt af sig selv.
  • Lyt til alle de velmenende råd du modtager. Find ud af hvad der virker for dig – og kassér derefter resten af dem.
  • Lad være med at bekymre dig om fødslen. Det vil ske uanset hvad – og det bliver formentlig slet ikke som du havde planlagt alligevel.
  • Vær ikke bange for at stille spørgsmål. Din krop forandrer sig fysisk og hele dit liv bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændig naturligt at være lidt ved siden af sig selv.
  • Lav mad, og frys det ned inden fødslen. De første uger efter baby er ankommet, er en stor tåge af lykke, fortvivlelse og alt muligt andet.
  • Du ved bedst! Følg din mavefornemmelse. Det er din baby, og I har et helt særligt bånd – tro på din intuition.